Igennem de seneste over 10 år har jeg haft fornøjelsen af at være en af budgetforhandlerne for Venstre. Det er blevet til et bredt budgetforlig gennem alle årene. Og når Venstre endnu ikke har det politiske flertal i Skanderborg Kommune, må vi sommetider gå med til nogle forhold, som vi egentlig ikke bryder os om. Men det er vilkårene, hvis man ønsker indflydelse. Og det gør vi.
For et par år siden var jeg med til at foreslå en 10-årig masterplan for vores investeringer. Det var simpelthen tvingende nødvendigt med de kæmpe udfordringer vi står over for på blandt andet pasnings-, skole og plejeområdet.
Det er mit håb, at vi inden for en overskuelig årrække igen får mulighed for at prioritere idræts- og kulturområdet noget højere.